Har du lyst til at begynde et nyt kapitel i dit arbejdsliv efter flere år som håndværker eller tekniker i træfagene?
Har du tænkt på muligheden for at formidle din faglige viden til andre og samtidig lægge helt nye lag på din egen kompetenceudvikling?
Så er rammerne i Byggeri, energi og konstruktion på Syddansk Erhvervsskole i Vejle helt sikkert interessante for dig.
Syddansk Erhvervsskole i Vejle søger underviser til træfagenes uddannelser, tømrer.
Her bliver du en del af et hold engagerede undervisere – alle med en solid faglig baggrund, flere års erfaring i vidt forskellige virksomheder og ikke mindst en iver efter at byde ind, med det vi er gode til, så eleverne bliver så dygtige som muligt i deres nye fag. Vi har fokus på samarbejde, elevinddragelse og elevernes faglige og sociale potentialer, så de bliver godt forberedte til deres profession og livet som borger i samfundet.
Rollen som underviser folder sig ud i lærerteamet, hvor vi eksperimenterer og udvikler sammen med eleverne – særligt i lyset af stigende krav til bæredygtighed og ressourceforbrug. Samtidig har vi fortsat fingeren på pulsen i forhold til udviklingen af vores fag uden for skoleverdenen så vi udvikler kvaliteten i undervisningen til gavn for branchen som helhed og vores elever i særdeleshed.
Du er en ambitiøs og engageret teamplayer og du har en ide om, at du vil være rigtig god til at formidle både velkendte og nye teknikker og teknologier. Det er en fordel, hvis du har arbejdet med motivation af unge i anden sammenhæng og du har også en ide om, at du vil trives i en ny profession i klasserummet i relationen til eleverne og sammen med kolleger, hvor du altid kan hente pædagogisk og faglig sparring. I den forbindelse kan du glæde dig til at følge diplomuddannelsen i erhvervspædagogik, som er en del af ansættelsen og bliver en god platform i dit professionsskift.
Formelt skal du have en faglig uddannelse som tømrer og derefter minimum 5 års erhvervserfaring fra branchen. Desuden skal du have suppleret med fag fra relevant, videregående uddannelse f.eks. byggetekniker. Hvis du ikke allerede har de formelle forudsætninger, samarbejder vi med dig om en plan, der gør det muligt, at du videreuddanner dig efter ansættelsen.
Stillingen er på fuldtid med løn og ansættelse ifølge Undervisningsministeriets bekendtgørelse i tjenestemandslignende stilling. Aflønning sker på basisløntrin 1-7. Begyndelsesløn forhandles efter en vurdering af blandt andet tidligere undervisningserfaring. Hertil kommer attraktiv pensionsordning. Arbejdstiden er 37 timer pr. uge i gennemsnit inkl. pauser.
Hvis du ikke allerede har tilstrækkelige, pædagogiske forudsætninger, skal du senest efter 4 års ansættelse have erhvervet diplomuddannelse i erhvervspædagogik eller voksenunderviseruddannelsen efter skolens vurdering. Den pædagogiske diplomuddannelse indgår i ansættelsen.
Tiltrædelse efter aftale. Arbejdssted er i Vejle. Alle interesserede med relevant ansøgerprofil opfordres til at søge. Send din ansøgning med dokumentation for uddannelser via www.sde.dk/om-os/ledige-stillinger/ så vi har den senest søndag den 30. januar 2022. Vi gennemfører ansættelsessamtaler i uge 6 og 7. Hvis du bliver inviteret til anden samtalerunde, skal du være indstillet på at reflektere over en case og besvare en DiSC-profil.
Lyst til at vide mere?
Du kan finde yderligere informationer om Syddansk Erhvervsskole på www.sde.dk og du er meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Kasper Esager på telefon 2270 1314 for at høre mere om stillingen og dine muligheder på skolen.